My Contemporary

My Contemporary var mit projekt til eksamen i samtidskunstens historie hos Lucrezia Nardi. Hendes kursus gjorde det ved mig, som faget sjældent gør ved nogen: det fik mig til at brænde for det. Så målet var ikke at bevise, at jeg havde læst, men at give den følelse videre til så mange som muligt.

Forhindringen er aldrig kunsten. Det er sproget omkring den: vægtekster, kataloger og anmeldelser skrevet til dem, der allerede ved besked. Spørg hvorfor samtidskunst er svær at forstå, og det ærlige svar er, at ingen forklarer den enkelt.

Lærredet rummer værker af kunstnere med reel vægt, blandt andre Damien Hirst, Yayoi Kusama, Marina Abramović. Du søger efter kunstner, værk eller kunstretning, og resultaterne lægges ud på et uendeligt lærred, der panorerer og zoomer som et kort, så det at vandre, som man driver gennem et museum, bliver selve interfacet.

Klik på et værk, og audioguiden starter: en stemme, der taler til dig og på højst to sætninger fortæller, hvorfor værket er berømt, hvorfor det blev lavet, hvad det forestiller og hvad det efterlader dig at tænke over. Ingen essays, ingen jargon. Stemmen er lavet med text to speech, og det er den version, jeg havde i tankerne fra starten, endelig bygget nu, hvor jeg havde tiden.

Designet og bygget af mig i React, Three.js og TypeScript. Det svære var ikke lærredet: det var at beslutte, hvad der skulle ud af hver forklaring, så den blev kort og stadig sagde noget sandt.

Kunst bør forene os, ikke splitte os. Samtidskunst tilhører et bredt publikum, ikke et indviet: mere tilgængelig, mere forståelig, mere demokratisk.